Uden penge, intet projekt! Derfor er det nyttigt at vide, hvordan man via fonde og legater kan skaffe midler til at gennemføre sine projekter.
De fleste af de projekter, jeg selv sætter i gang og gennemfører, er helt eller delvis støttet af fondsmidler. Det gælder især bøger, men har også været studierejser og arbejdsophold. Gennem mange år har jeg derfor opbygget en stor erfaring i at skrive fondsansøgninger til mine egne projekter.
Herudover bidrager jeg med min erfaring i projekter, som jeg gennemfører sammen med mine kunder, f.eks. Selskabet for Arkitekturhistorie til udgivelse af årsskriftet ARCHITECTURA, tegnestuer, der har brug for hjælp til at søge penge til restaureringer, og et enkelt museum, der havde brug for at få en udefrakommende til at se kritisk på deres projektbeskrivelse.
Min egen erfaring med selv at søge støtte suppleres med den indsigt, jeg får via min ansættelse som fondsrådgiver i Bergiafonden – en ansættelse på få timer, som jeg passer sideløbende med min egen virksomhed. Jeg forbereder to gange om året de indkomne ansøgninger til bestyrelsen, som dernæst træffer beslutning, om der skal gives støtte eller ej. Min faglige profil passer ganske godt, da Bergiafonden giver støtte til bogudgivelser inden for arkitektur, design og kunsthåndværk og til mindre restaureringer.
Jeg løser ikke opgaver som decideret fundraiser, men har du et behov for gode råd eller en kritisk kommentar til din projektbeskrivelse, kan vi lave en aftale om, at jeg bruger nogle få timer på det.